Juleblog

Kære NGG

Så nåede vi til vejs ende og en slutning på 2017. Julen nærmer sig og netop i dag har vi årets korteste dag.

Jeg ser tilbage på et år med store oplevelser og resultater. NGG kan endnu engang bryste sig af en god løfteevne i gymnasiet og et flot gennemsnit. Vi har aldrig haft så mange uddannelsesparate elever fra udskolingen - og selvom 10. klassescentre i hele landet lukker, holder vi fast i to klasser i vores gymnasieforberedende 10. klasse.

Vi kan på NGG være stolte af at vi fortsat kan stå inde for den høje faglighed vi har lovet, og samtidigt kan skabe en ramme for motiverede og talentfulde elever i bred forstand, så de kan udfordre sig selv, opbygge og fastholde motivationen og opdage nye sider af denne faglighed.

Ovenstående er blandt andet også grundlaget for, at NGG i år er blevet certificeret i ”Science” og ”Talent” af det landsdækkende ”Science talenter” for at kunne udfordre unge på et passende højt niveau. I år var det Julie Bak Kjær der blev student fra NGG i sommer, der fik en placering i konkurrencen ”Unge forskere” med sit projekt ”Insekter som fremtidens proteinkilde”.

I grundskolen har vi, efter en rolig start, fået ikke mindre end 25 nye elever de sidste to måneder. Jeg er meget glad og stolt over den modtagelse, de har fået af vore elever og forældre på skolen. Det er meget vigtigt at man hurtigt bliver en del af fællesskabet, hvis man skal være en succes og levere resultater. Fortsæt endelig med at tage godt i mod de nye ansigter der kommer til NGG.

På vores internationale afdeling oplever vi i øjeblikket en større vækst. Den internationale afdeling på NGG leverer resultater i verdensklasse, og vi er rigtig glade for at vi i årets løb har fået et bestyrelsesmedlem fra afdelingen. Processen med at formalisere den internationale afdelings tilknytning til NGGs bestyrelse, fortsætter i året der kommer.

Julebasaren var igen en succes og meget velbesøgt. Regnskabet er ikke gjort endeligt op, men umiddelbart har vi haft en omsætning der ligger omkring de 150.000 kr. Det havde ikke været muligt uden den kæmpe opbakning skolen altid får fra både elever, forældre og personale. Også vores tidligere ansatte benytter denne dag til igen at være en aktiv del af NGG. Det er både hyggeligt, og en meget stor hjælp, som jeg virkelig værdsætter.

En stor tak skal også lyde til lærerne på NGG, for at tage sig af læring, trivsel og alle de småting der skal til for at holde en skole kørende. Og tillykke med jeres flotte resultater.

I 2017 har jeg personligt arbejdet meget på NGG 2.0. Projektet der skal skaffe NGG en ny skole i årene der kommer. Jeg selv, rådgivere og bestyrelsen arbejder hårdt på at skaffe lokalplanen, der skal bane vejen for en ny skole her på Cirkelhusgrunden. Det virker som om, nu hvor kommunalvalget er overstået, at der endelig er kommet skub i tingene. Således regner vi med at den nye lokalplan behandles tidligt i det nye år. Vi vil i 2018 holde jer alle løbende opdaterede på vores hjemmeside om de fremskridt vi gør.

Ikke alt har været perfekt på NGG og vi skal stadig forbedre os hver eneste dag. Og vi skal stadig forsøge at gøre det bedre dagen efter. Alligevel er det i denne mørke tid det rigtige tidspunkt at se mod lyset og så ellers glæde sig til lidt julefri.

Til alle de dejlige unger og unge på NGG vil jeg sige en speciel tak. Hver dag, når jeg går rundt på gangene bliver jeg mødt af smil, larm, hygge, rod, kaos, grin, eftertanke, refleksion og ikke mindst leg og læring.

Det er jer der er NGG. Jer der er sjælen. Og i julen, der om noget er børnenes tid, skal I takkes for at være jer og bidrage til jeres egen og hinandens læring. Jeg håber I vil huske at være ekstra gode ved jeres klassekammerater, venner, søskende og ikke mindst forældre. De har brug for lidt ekstra kærlighed i denne hårde og til tider stressende juletid.

Fra alle os på NGG ønskes I en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Vi ses i 2018

De kærligste julehilsner

Claus