Rektors blog: ny rektor

Thomas Thrane er ny rektor for Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG)

Visioner og værdier står i højsædet for Thomas Thrane, der er blevet udnævnt til ny rektor på Danmarks største privatskole, Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG). Som søn af skolens grundlægger, Jan Thrane, fik den 45-årige rektor skolens ånd indkodet i sit DNA fra barnsben, og blikket er nu rettet mod fremtiden, hvor faglig viden og personlig dannelse vil stå centralt i den nye rektors lederskab.

Thomas Thrane blev valgt til posten af en enig bestyrelse efter et ansættelsesforløb med flere stærke kandidater. Valget faldt på skolens nu tidligere vicerektor, fordi Thomas byggede bro mellem skolens fortid og fornyelse. Rektorens devise lyder, at NGG skal støbe hele mennesker til hele livet.

En helhedsskole på stærke værdier

Et mål for Thomas Thrane er, at NGG skal tage samfundsansvar ved at arbejde med sine unikke værdier for balancen mellem dannelse og uddannelse. I sit lederskab vil Thomas fokusere på at uddanne globale mennesker i et lokalt samfund.

NGG er en helhedsskole, og derfor vil Thomas arbejde for at fortsætte med at udvikle samspillet mellem skolens afdelinger. Danmarks største privatskole består i dag af en forskole, en dansk grundskole, gymnasium og HF samt en international grundskole og gymnasium. Det er sammenlagt muligt at gå på NGG i 14-15 år.

NGG har især været kendt for sit stærke samarbejde mellem forældrene og skolen. Det samarbejde vil Thomas prioritere yderligere for at tydeliggøre forventningerne mellem skole og hjem og øge trivslen endnu mere blandt eleverne. NGG er med andre ord en smeltedigel af kompetencer fra elever, forældre og lærere, som Thomas vil arbejde for at bringe sammen i dannelsen og uddannelsen af eleverne.

NGG’er for livet

Endelig vil Thomas arbejde for at skabe et nyt fællesskab omkring NGG. Tidligere havde skolen en forening for tidligere elever, som gav et særligt tilhørsforhold til skolen. Det gjorde det muligt at knytte stærke bånd til hinanden på tværs af tidligere årgange og derigennem opnå et fællesskab, der rækker langt ind i fremtiden. Mange tidligere elever vender senere tilbage som forældre, og på den måde er flere generationer med til at udvikle NGG.

Thomas er stolt over skolens elever, deres præstationer i hverdagen og det stærke fællesskab mellem elever, forældre og lærere. På et solidt fundament af visioner, værdier og fællesskab ser Thomas Thrane frem til at opbygge skolen i nye faciliteter i de kommende år.

NGG er en skole for livet.

Den blå bog om Thomas Thrane

Thomas Thrane, der er søn af NGG’s tidligere rektor og grundlægger, Jan Thrane, er uddannet Cand. Scient fra Københavns Universitet i Matematik og Idræt. Thomas Thrane har været ansat på skolen i mere end 20 år. I sine år på NGG har Thomas bl.a. oprettet skolens populære Sportscollege, iværksat gymnasiecamps for grundskolens ældste elever og været med til at udvikle skolens digitale dannelsesplan som pædagogisk leder på NGG. Siden starten af 2019 har Thomas været vicerektor på NGG med ansvar for gymnasiets udvikling og daglige drift.