Rektors blog: NGG Årsbog

 

Nu lakker et anderledes og uforudsigeligt år mod enden. Jeg tænker, at vi alle ser frem mod et forhåbentligt normalt skoleår 2021-22 med masser af liv på gangene.

 

Selvom året, der er gået, har været udfordrende for vores elever såvel som lærere, kan vi her på NGG sagtens se tilbage på et aktivt skoleår med mange spændende, berigende og ikke mindst corona-kreative tiltag og oplevelser. Alt sammen udtænkt, planlagt og igangsat for at holde fast i faglighed og trivslen blandt vores elever.  Vi har meget at være stolte af på denne skole og derfor har vi taget dette initiativ – en ny tradition ser dagens lys - nemlig ”NGG Årsbog – et år i ord og billeder”.

 

Bogen er tiltænkt alle jer forældre, som både har været direkte involveret i undervisningen af jeres børn hjemmefra og fulgt aktivt med fra sidelinjen. Ved at læse denne bog, kan I få et glimt af nogle af de mange oplevelser eleverne og lærerne har haft i året der er gået.

 

Ikke alle historier fra året har fundet vej til bogen, og sådanne kompromisser har vi måtte indgå, for at overskueliggøre læsningen, men vi håber, at I alle vil tage jer tid til at læse om året der er gået på vores allesammens NGG. 

 

Idet bogen er et PDF-format, anbefaler vi, at I tilgår den fra jeres PC, for at få den bedste læseoplevelse. God fornøjelse med læsningen!

 

Thomas Thrane