Om NGG
Velkommen til NGG - en skole for livet
På NGG holder vi fast i de traditioner, der udgør fundamentet for vores skole. Meget har forandret sig med tiden, men vores holdninger og værdier er de samme. Som privatskole har vi friere rammer end andre skoler, og det betyder, at vi kan hæve det faglige niveau, som altid har spillet en central rolle på NGG. Samtidig med at vi har tid og overskud til at betragte hver enkelt elev som et selvstændigt individ.
Siden 1983 har vi på NGG sat vores præg på den danske uddannelsesverden. Vi har nemlig et stort ansvar for at udvinde det råstof, som Danmark lever af, og det er et ansvar, vi tager alvorligt. Det er både vores opgave og mål at sikre, at hver enkelt elev når toppen af sit potentiale – akademisk og menneskeligt. Så vi er stolte af, at vi har skabt årgang efter årgang af uddannelsesparate og livsduelige unge mennesker. Men NGG er også en skole med holdninger, og vi kan ikke nødvendigvis være noget for alle. Vi lægger ikke skjul på, at vi gør, hvad vi kan for at forberede vores elever til en gymnasial uddannelse og senere til en videregående uddannelse. For på NGG ser vi ikke grundskolen som en færdig uddannelse, men derimod som forberedelsen på en ny.
Selvom vi i dag er blandt Danmarks største privatskoler med ca. 1350 elever og 150 ansatte, fordelt på tre afdelinger, er man på NGG aldrig kun et nummer. Så selvom fagligheden og forberedelsen til videre uddannelse er helt centralt på NGG – skal der stadig være plads, rum og tid til drømme, udvikling og venner for livet.
Ligesom vi tager os af hinanden og passer på hinanden. For skolen skal være et godt værested for at være et godt lærested.
Med andre ord er NGG faktisk et fantastisk sted at være. Hos os handler det om både at lære og lege, om at blive udfordret og vokse som menneske i takt med at verden bliver større.
På NGG har vi stolte traditioner og flotte resultater, og vi brænder for det, vi laver. Derfor vi vil fortsætte med at sætte nye standarder, skabe flere resultater og udvikle os sammen med jer - forældre og elever - lærere og medarbejdere.
Vi glæder os til at se dig på Nordsjællands Grundskole og Gymnasium.
Rektor Thomas Thrane
NGG´s historie
Det hele begyndte en augustmorgen i 1983 i en villa på Gutfeltsvej i Hørsholm. Efter mange års planlægning fik cand.scient. Jan Thranes livsværk endelig luft under vingerne: Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG), der skulle blive én af Danmarks største privatskole, var blevet grundlagt på et fundament af pionerånd og fællesskab.
Tusindvis af nordsjællandske elever og studenter har siden taget deres afsæt fra dette fundament til tonerne af De Smukke Unge Mennesker, når skolen har fejret sine elever ved de traditionsrige translokationer hvert år.
Med Nordsjællands Grundskole og Gymnasium blev Jan Thranes mange verdenshjørner samlet til et livsværk under logoet med de to svaner. For Jan Thrane symboliserede det enheden mellem grundskolen og gymnasiet, der skulle gøre unge mennesker livsduelige og flyvefærdige.
Villaen på Gutfeltsvej blev hurtigt for lille, og allerede i 1984 flyttede NGG til Cirkelhuset, hvor Jan Thrane placerede sig solidt i centrum for privatskolen. Året efter blev skolen udvidet med gymnasiet og senere blev HF også en del af skolens gymnasium.
I 1990’erne fortsatte Jan Thrane med at søsætte projekter, der var forud for sin tid. I 1992 oprettede Jan Thrane skolens første computerklasser, der gjorde eleverne fortrolige med den nye teknologi.
Få år efter startede Jan Thrane forskolen ”Ællingen”, der som en faglig børnehave skulle gøre eleverne skoleklar.
I løbet af årtiet oprettede Jan Thrane også en dansk skole nær Wimbledon ved London, der skulle give børn i den britiske hovedstad mulighed for at få samme kvalitetsuddannelse som på NGG. Erfaringerne brugte Jan Thrane til at grundlægge NGGs internationale afdeling, der i dag er blevet til North Zealand International School (NIS), som stadig hører under NGG.
I dag huser NGG 1.400 elever og 180 lærere og tilbyder en helhedsuddannelse for børn og unge fra 3-19 år. Sportsinteresserede elever kan kombinere deres uddannelse med SportsCollege og musikinteresserede med MusicAcademy.
Skolen ledes i dag af Jan Thranes søn rektor Thomas Thrane.
Formål og værdier
Formål
NGG driver i samarbejde med forældrene en privat selvejende skole fra 0. klasse til afsluttende folkeskoleklasse og STX og hf samt international skole fra EY til 11.th grade. Dertil kommer en forbørnehaveklasse og skolefritidsordning. NGG virker for at forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene. Institutionen ser det endvidere som sit mål at give eleverne et grundigt og alsidigt kendskab til og indleven i vor kultur, for derigennem at ruste dem til at blive borgere i et frit demokratisk og sekulært samfund.
Værdier og holdninger
• Vi ønsker, at vi kan styrke elevernes gode og stærke sider, og dermed løfte den enkelte elev til toppen af sit potentiale.
• Vi lægger vægt på at behandle eleverne individuelt og fleksibelt.
• På NGG prioriterer vi faglighed meget højt, og vi har stor respekt for fagfagligheden som et nødvendigt grundlag for tvær- og projektfaglighed.
• På NGG udvikler vi elever, der er aktive og ikke passive som står og ser på.
• På NGG er vi os meget bevidste om, at vi befinder os i et digitalt samfund, der stiller høje teknologiske krav til fremtidens unge. Vores opgave er derfor at forberede eleverne til at møde denne fremtid med de rette forudsætninger for at kunne agere kritisk, demokratisk og reflekteret under digitaliserede forhold.
• Leg og læring er ikke modsatte størrelser, og vi arbejder på, at kreative tiltag stimulerer lysten til at lære.
• På NGG står eleverne til ansvar for deres handlinger og valg. Det vil sige, at de fuldfører deres uddannelse samt går til eksamen eller afgangsprøve i alle fag, som de har fulgt.
Vi forlanger derfor, at eleverne er forberedte til timerne. På NGG ser vi lektier som et bindeled mellem skolen og hjemmet.