Sådan er HF-uddannelsen bygget op

Hvordan er HF-uddannelsen opbygget?

Hf er en 2-årig gymnasial uddannelse, der især henvender sig til dig, der gerne vil læse videre på en professionsbachelor- eller erhvervsakademiuddannelse.

Undervisning

Undervisningen byder både på klasseundervisning, gruppearbejde og praktik- og projektforløb.

Uddannelsen er opdelt i fire semestre, hvor du gradvist bliver afklaret i forhold til dit valg af fagpakke, valgfag og din videre uddannelse. 

Efter hvert semester afslutter du mindst et fag, med mindre du vælger at hæve faget til et højere niveau i næste semester. Fx fra C- til B-niveau.

Projekt- og praktikforløb

Fagene på uddannelsen vil være orienteret mod de videregående uddannelser og de job, som den 2-årige hf-uddannelse forbereder dig til. Det vil bl.a. ske gennem en række projekt- og praktikforløb.

Du skal have mindst tre projekt- og praktikforløb, hvor du bl.a. får mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med det studieområde, du forestiller dig at videreuddanne dig indenfor.

Lektier

Hf er en boglig uddannelse, så du skal være indstillet på at bruge meget tid på forberedelse af fx oplæg og lektier generelt.

Eksamen

Den 2-årige hf adskiller sig fra de 3-årige gymnasiale uddannelser ved, at der ikke gives standpunktskarakterer. Du afslutter i stedet med eksamen i alle fag.

Når du har bestået hf-eksamen, får du et samlet eksamensbevis, hvori dit gennemsnit står. Du kan ikke senere forbedre dit gennemsnit.