Studiestruktur og valgfag

Studiestruktur og valgfag

Den faglige kerne...

HF består af fag på gymnasialt C-, B- og A-niveau, hvor A er det højeste niveau og er bygget op om en række stærke obligatoriske grundfag: dansk, engelsk og matematik.

Der bliver arbejdet med to faggrupper, hvor den ene kaldes ”Kultur- og samfundsgruppen”, som består af historie, samfundsfag og religion, og ”Naturvidenskabsgruppen”, som består af biologi, naturgeografi og kemi.

Den enkelte hf-klasse har sin egen fagpakke. På NGG har vi målrettet vores 2-årige hf mod de pædagogiske og sundhedsfaglige uddannelser (f.eks. lærer, politibetjent, pædagog, sygepleje, socialrådgiver, farmakonom, laborant, terapeut).

Derfor har vi valgt at fagpakken består af fagene: psykologi C og samfundsfag B. Dertil kommer enten 1 eller 2 valgfag.
I hvert semester vil du opleve projekt-/praktikforløb, der giver dig viden og oplevelser, som du kan bruge til din karriereplanlægning. Som noget helt specielt på NGG, vil du på 4. semester komme i praktik som lærer/pædagog eller i en anden relevant profession.

Skab din egen profil eller gør fagpakken skarpere!

Du kan vælge valgfag ud fra din nysgerrighed, hvor du gerne vil ”snuse” til et fag, selvom det ikke har betydning for din videregående uddannelse – ”men er det nu mig at gå den vej?”
Du kan også vælge efter den eller de videregående uddannelser, du forventer at starte på efter HF- eksamen. Her kan du med fordel tale med studievejlederne eller vejlederen fra Studievalg København, som kan fortælle dig om de krav, de forskellige uddannelser stiller.
F.eks. er der krav om at du skal have ét af disse fag: matematik B, kemi B, biologi B, hvis du vil læse til sygeplejeske, det kan du opnå ved at vælge at løfte et af disse fag fra C til B. Et andet eksempel er hvis du ønsker at læse på læreuddannelsen med idræt som linjefag, så er der krav om idræt B. Dette kan du klare, hvis du har valgt idræt C fra 1. hf og løfter det til idræt B i 2. hf.
Mange af valgfagene vil du læse sammen med STX-eleverne, som du også er sammen med i fællestimer, elevråd, festudvalg og meget mere. Så selvom NGG er et lille HF-kursus, kan vi tilbyde mange valgfag, fordi HF og STX kan læse sammen.
Både fagpakken og valgfag i øvrigt starter først i 2. hf og valgfagene vælges normalt ved afslutningen af 1. semester.

Eksamen på HF

I modsætning til STX får du ikke årskarakterer i alle fag på HF. Til gengæld skal du til eksamen i alle fag. På NGG evaluerer vi din indsats to gange om året. Her vil du få bedømmelsen A, B eller C, så du hele tiden er informeret om lærernes vurdering af din indsats og potentiale i de enkelte fag.


I de obligatoriske fag skal du til mundtlig eksamen. Hvis du vælger et obligatorisk fag fra
1. hf på et højere niveau i 2. HF, skal du kun til eksamen i faget på det højeste niveau.                       

Du skal også til eksamen i de to faggrupper den naturvidenskabelige og den kultur- og
samfundsfaglige. Du skal til skriftlig eksamen i dansk A, engelsk B og matematik C.                               

I 2. HF skal du desuden skrive en større, individuel skriftlig opgave, som kan udarbejdes
indenfor et eller flere fag.