NGGs historie
Det hele begyndte en augustmorgen i 1983 i en villa på Gutfeltsvej i Hørsholm. Efter mange års planlægning fik cand.scient. Jan Thranes livsværk endelig luft under vingerne: Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG), der skulle blive én af Danmarks største privatskole, var blevet grundlagt på et fundament af pionerånd og fællesskab.
Tusindvis af nordsjællandske elever og studenter har siden taget deres afsæt fra dette fundament til tonerne af De Smukke Unge Mennesker, når skolen har fejret sine elever ved de traditionsrige translokationer hvert år.
Med Nordsjællands Grundskole og Gymnasium blev Jan Thranes mange verdenshjørner samlet til et livsværk under logoet med de to svaner. For Jan Thrane symboliserede det enheden mellem grundskolen og gymnasiet, der skulle gøre unge mennesker livsduelige og flyvefærdige.
Villaen på Gutfeltsvej blev hurtigt for lille, og allerede i 1984 flyttede NGG til Cirkelhuset, hvor Jan Thrane placerede sig solidt i centrum for privatskolen. Året efter blev skolen udvidet med gymnasiet og senere blev HF også en del af skolens gymnasium.
I 1990’erne fortsatte Jan Thrane med at søsætte projekter, der var forud for sin tid. I 1992 oprettede Jan Thrane skolens første computerklasser, der gjorde eleverne fortrolige med den nye teknologi.
Få år efter startede Jan Thrane forskolen ”Ællingen”, der som en faglig børnehave skulle gøre eleverne skoleklar.
I løbet af årtiet oprettede Jan Thrane også en dansk skole nær Wimbledon ved London, der skulle give børn i den britiske hovedstad mulighed for at få samme kvalitetsuddannelse som på NGG. Erfaringerne brugte Jan Thrane til at grundlægge NGGs internationale afdeling, der i dag er blevet til North Zealand International School (NIS), som stadig hører under NGG.
I dag huser NGG 1.300 elever og 180 lærere og tilbyder en helhedsuddannelse for børn og unge fra 3-19 år. Sportsinteresserede elever kan kombinere deres uddannelse med SportsCollege og musikinteresserede med MusicAcademy.
Skolen ledes i dag af Jan Thranes søn rektor Thomas Thrane.