NGG Gymnasiet – et år med mod, mening og minder
Et fællesskab skabt af elever – for elever
Fællesskab er ikke bare en værdi på NGG – det er noget, vi aktivt bygger sammen. Allerede i begyndelsen af skoleåret blev de nye gymnasieelever mødt af skolens helt særlige velkomstkultur, båret af vores fantastiske tutorer. De stod for både introforløb, sociale arrangementer og ikke mindst introturen til Tisvilde, hvor også Year 11 fra den internationale afdeling deltog. Her blev nye relationer skabt, grinet og spillet bold, og den fælles oplevelse lagde fundamentet for resten af året.
Fredtoft-festen cementerede sammenholdet med høj musik, T-shirts fyldt med hilsner og glade minder – og blev som altid afsluttet med ansvar, da tutorerne ryddede op og sørgede for, at traditionen kan leve videre. I løbet af året har vi desuden haft en række sjove og mindeværdige fester, som har sat deres præg på NGG-ånden – heriblandt gallafesten, fredagsglimt og ikke mindst den energifyldte fest med Ude af Kontrol, som for alvor satte gang i dansegulvet.
Et særligt symbol på generationsfællesskabet var det smukke øjeblik, hvor 3.g’erne og 2.HF’erne stod i flagparade og bød skolens nye 0. klasser velkommen. En gestus, der rækker på tværs af alder og afdelinger – og som senere i skoleåret spejles, når 0. klasserne med samme glæde og flag markerer studenterne og sender dem godt videre.
Faglighed med dybde og virkelighedsnær relevans
Fagligheden har været et gennemgående pejlemærke på hele gymnasiet. 10. klasse har arbejdet med en række spændende projekter i løbet af året – herunder den såkaldte "rugbrødsanalyse", hvor de analyserede tekster, gav hinanden feedback og præsenterede oplæg med fokus på både form og indhold. Et projekt, der både styrkede de faglige kompetencer og klædte eleverne på til deres næste skridt.
Eleverne har også kastet sig ud i eksperimenterende, samfundsrelevante temaer: Biologihold fra 2.g har undersøgt slangegift og antistoffers virkning i "Fight the Bite", mens 3.x har kortlagt plast i naturen som led i årets naturvidenskabsfestival.
Samtidig har NGG fortsat sin status som Science og Talent Gymnasium, og med god grund: Amanda fra 2.x løb med titlen som Årets Unge Forsker 2025 i kategorien Health Science. Hendes projekt om kvinders menstruationscyklus og enzymet CYP1A2 vakte opsigt og anerkendelse i hele landet – og blev fejret med stor stolthed på hele skolen.