Mød Hugo....
Her har vi fanget Hugo på en festlig dag - nemlig sidste skoledag. Men billedet kendetegner også Hugo ret godt, fordi alle kender ham og alle er vilde med Hugo. Møder man ham på gangen, får man altid det største smil og et kram - både lærere og elever.
Hugo har gået på NGG siden 7. klasse og her er hans egne ord om tiden på NGG:
"Da jeg blev færdig i 9. klasse, lå min interesse nok i de større gymnasier, da det ville betyde, at jeg kunne følges med mange af mine daværende venner. Dog var jeg meget splittet, da mange af de værdier der var på NGG, var nogle jeg værdsatte utroligt højt.
Jeg valgte derfor at tage et år mere på NGG i 10. klasse, da det bliver set som en del af gymnasieafdelingen, og jeg kunne dermed finde ud af, om de samme værdier fra grundskolen også kom til udtryk i gymnasiet. Jeg blev heldigvis mødt af et lærer-team, der tog sig tid til hver enkelt elev, så man aldrig kunne falde tilbage i undervisningen. Derimod fik de os op på højere faglige niveauer, og med det vidste jeg, at jeg skulle fortsætte til gymnasiet på NGG.
NGG for mig har været en fantastisk oplevelse. Vores årgang er blevet mødt med nogle lærere, som har bygget videre på vores alles faglighed, lige meget hvilket niveau vi startede på. NGG er som sagt heller ikke det største gymnasium, hvilket har givet vores årgang mulighed for at lære hinanden utroligt godt at kende, og givet os utroligt stærkt bånd.
Jeg fik også muligheden for at være på skilinjen på NGG, hvilket har gjort, at igennem min gymnasietid har jeg været på en masse fede ture, og har fået betydningsfulde venskaber med folk i klasser både under og over mig."