Gratis frokost 0.–3. klasse og Year 1–4
Fra januar 2026 er NGG en del af den nationale forsøgsordning for skolemad. Det betyder, at alle elever i 0.–3. klasse og Year 1–4 får tilbudt et gratis frokostmåltid på de dage, hvor undervisningen foregår på skolen, i en treårig periode.
Formålet med ordningen er at undersøge, hvilken betydning daglige skolemåltider har for børns sundhed, trivsel, læring og fællesskab. For NGG handler madordningen ikke kun om maden, men om at skabe ro og rytme midt på dagen, styrke fællesskabet og bruge måltidet som en pædagogisk ramme for trivsel, dannelse og gode vaner.
Maden tilberedes af Jespers Torvekøkken og serveres som et sundt og nærende måltid, der giver energi til resten af skoledagen. Eleverne vil løbende blive introduceret til nye retter og råvarer, og vi arbejder aktivt med madmod og nysgerrighed – i et tempo, hvor alle kan være med.
Madordningen er en forsøgsordning, og vi lærer og justerer undervejs. Både struktur og menuer evalueres løbende i samarbejde med køkkenteamet, lærere og elever, så ordningen fungerer bedst muligt i hverdagen.