Læringsfokus i Indskolingen
Årene i indskolingen spiller en vigtig rolle for eleverne. Det er her, de lærer at deltage i en skolehverdag og opnår de basale færdigheder, som resten af deres skolegang bygger på. Derfor har elevernes oplevelse fra indskolingen en stor betydning for deres fremtid.
Som privatskole har NGG friere rammer end andre skoler. Og vi tager børnenes sociale og faglige udvikling alvorligt lige fra starten. Vi har derfor allerede fra 0. klasse skemalagt undervisning, så børnene lærer at have lektier for, skabe arbejdsro og at turde stå frem for andre. For det er i indskolingen, vi skaber fundamentet for mange års skolegang.
Vi mener også, det er vigtigt, at eleverne bliver bedømt for deres arbejdsindsats. Derfor starter vi med at give karakterer efter 7-trinsskalaen allerede fra slutningen af 1. klasse, mens eleverne i
0.-1. klasse får udtalelser. Det sker tre gange årligt.
Det er både dedikerede pædagoger og lærere fra NGG's grundskole, der gennem leg og læring ruster børnene til et meningsfuldt skoleliv og livsduelighed generelt. Sammen med forældrene ønsker vi at tage ansvaret for at bringe de små hoveder trygt og godt gennem indskolingen, så de er motiverede og klar til mange års skolegang.
Når børn starter i skole, er lysten og motivationen til at lære meget stor og forventningerne til skolelivet lige så store. Og de skal indfries, ligesom den naturlige motivation yderligere skal stimuleres.
Når børn oplever, at de lærer noget, begynder skolelivet at give mening for dem, og så er de allerede rigtig godt på vej.
Vi har derfor allerede fra 0. klasse skemalagt undervisning i fagene: Dansk, matematik, natur & teknik, engelsk, musik, billedkunst, idræt og svømning. I alle fag arbejder vi med at styrke elevernes
koncentrationsevne, motivation og nysgerrighed.
Vi holder også løbende øje med vores elevers faglige udvikling. For at kunne løfte eleverne bedst muligt tester vi hvert år vores elevers læse- og stavefærdigheder i 0.-6. klasse.
Lektiecafe
NGG tilbyder naturligvis også lektiecafé, men i modsætning til andre skoler er det et tilbud, som vi mener, kun elever og forældre kan beslutte, om de vil gøre brug af. Det er altså helt frivilligt på NGG, om en elev ønsker at gå i lektiecafé efter skole.