NGG´s skolefritidsordning Svanereden

SFO Svanereden

Det dejlige pusterum efter skole

NGGs skolefritidsordning, Svanereden, skaber en tryg og sammenhængende overgang mellem skoledag og fritid. Her kan børnene blive i kendte omgivelser, når undervisningen slutter, og nyde eftermiddagen sammen med deres kammerater.

Noget af det helt særlige ved Svanereden er, at danske og internationale børn leger og er sammen på tværs af sprog og kulturer. Her opstår venskaber på tværs af baggrunde, og børnene lærer hinanden at kende på en anden måde end i undervisningen. Fællesskabet vokser naturligt gennem leg, samarbejde og fælles oplevelser.

Svanereden boltrer sig i egne lokaler samt i skolens store Aula-område, hvor der både er plads til fri leg og planlagte aktiviteter. Eftermiddagen kan byde på brætspil, bordtennis, sjove lege i idrætshallen, læsning i det lille bibliotek eller forskellige kreative aktiviteter, hvor fantasien får frit spil.

Der er også rig mulighed for at være udendørs. Skolens store område tager form hen over foråret og sommeren og byder på store boldbaner, Eventyrstien, multibanen og masser af plads til bevægelse og leg i det fri.

Året i Svanereden er fyldt med traditioner og fælles oplevelser, som børnene ser frem til. Vi holder Halloween-fest, går Lucia, arrangerer hyggelige overnatninger og inviterer til ferniseringer, hvor børnene viser deres kreative projekter frem. Den populære Lego-turnering samler både store og små omkring fantasifulde byggerier og venskabelig konkurrence.

Hvert år tager Svanereden også på koloni, hvor børnene er sammen i naturen i et par dage og får minder med hjem, der rækker langt ud over hverdagen.

”Vores største fokus er trivslen og den gode stemning. Her skal være rart og sjovt at være. Vi samler faktisk på glade børn. I Svanereden er der blik på alle, så børnene mærker tryghed. Det er vigtigt at alle føler sig inkluderede og set. Den frie leg er vigtig, da det er her de gode relationer dannes på kryds og tværs af alder.  Vi tilbyder aktiviteter som spænder bredt - så alle får lyst til at deltage”

Maria, leder af Svanereden

Svaneredens personale

… er engagerede, kærlige, søde og fulde af godt humør. De møder børnene i øjenhøjde og skaber hver dag en tryg ramme, hvor alle bliver set og hørt.

De trøster og sætter plastre på, når der er brug for det – og de er lige så klar på at spille bold, danse, lege og være aktive i idrætshallen eller ude på området. Samtidig er de med på kreative projekter, fordybelse og sjove idéer, hvor fantasien får plads.

Personalet i Svanereden er både nærværende og initiativrige. De balancerer det rolige med det energiske og skaber en hverdag, hvor der er plads til grin, bevægelse, kreativitet og fællesskab.

Daglig leder

Maria Fernandez Cardoner
mfc@ngg.dk
+45 31 65 97 72

Souschef 

Anja Malesa

Indmeldelse og priser

Ændring i betaling pga. ændrede pasningstider skal varsles skriftligt og med en måneds varsel til den første.

SFO Svanereden
Månedlig takst (11 md.)            1.500 kr. / md. kr.

SFO betales over 11 måneder. I løbet af året, vil der blive opkrævet mindre beløb for diverse arrangementer eller ture ud af huset.
For skoleåret 2025/2026 gælder:
Svanereden er sommerferielukket i ugerne 29+30.

Der skal betales 250 kr. for feriepasning i uge 7 (Vinterferie) samt uge 42 (Efterårsferien), og 250 kr. for hele sommerferien (Uge 27+28 og 31+32).

Indmeldelse

Alle børn som går på NGG optages i Svanereden ved ansøgning.

Indmeldelse sker ved henvendelse på skolens kontor eller i Svanereden.

Udmeldelse

Udmeldelse sker automatisk, når barnet skal i 4. klasse. Udmeldelse på andre tidspunkter skal ske skriftligt med en måneds varsel til den første til NGG@ngg.dk

Åbningstider: Mandag-fredag kl. 07.00- 17.00

Morgenpasning: Vi tilbyder morgenpasning fra kl. 07:00 frem til skolestart for i forvejen indmeldte børn.

Vi holder lukket: Påsken: de tre dage før Skærtorsdag, fredagen efter Kr. Himmelfart, Grundlovsdag, Uge 29 + 30 samt mellem jul og nytår.

Vi beder om et opkald ifm. sygdom, fridage eller andet. Hvis børnene har faste tider de skal gå på, for at kunne nå bus, fritidsaktiviteter mv, skal en forælder altid meddele dette til en voksen i Svanereden.

Vi elsker et godt bål
...og der skal naturligvis hjemmelavede popcorn, pølser eller varm kakao til...
At være kreative
..og lave gaver til vores familie samt flotte kunstværker til ferniseringen
Vi lærer engelsk
I Svanereden leger dansktalende børn sammen med engelsktalende og det er god læring for alle.
Udendørs leg
Vi er altid udendørs, så meget som vejret tillader det....
Julehygge
Man får både varmen og hyggen her på legepladsen