Europæiske studier - Tysk
Du omgiver dig med sprog: det talte, det skrevne, kropssprog, mimik, billedsprog, ungdomssprog, gestik og mange andre slags kommunikationsformer. Elsker du sprog og kommunikation, og vil du gerne fordybe dig i sprog, kommunikation, menneskelige udtryksformer, forskellige landes kultur og historie, og er du vild med at rejse? – Så er den sproglige studieretning lige noget for dig.
På NGG har vi tre sproglige studieretninger. Alle indeholder engelsk på A-niveau og et at de tre næststørste europæiske sprog: tysk, fransk eller spansk. Tysk og fransk er på fortsætterniveau, dvs. du har haft faget i udskolingen, men spansk er et begynderfag, dvs du behøver ikke at have forkundskaber.
Engelsk handler om menneskers tanker, ideer og identitet med britiske og amerikanske forhold. Du kommer til at arbejde med bl.a. emner som "den amerikanske drøm" eller "kulturmøder - kulturblanding - kulturkonflikt?". Måske afsluttes disse emner med en studietur til New York?
Du kommer op på det allerhøjeste engelskfaglige niveau. Det er på det høje niveau, at du møder William Shakespeare, det mest klassiske i engelsk litteratur.
I sprogfagene kommer du til at læse og analysere forskellige slags tekster fra forskellige perioder, men du vil også beskæftige dig med f.eks. film, nyhedsudsendelser, musik, kunst og podcasts.
Når man arbejder med sprog, skal man også arbejde med et af Europas ældste sprog: latin. Mange af de moderne sprog stammer fra latin. I latin arbejder du med litteratur, kunst, bygninger skabt af de gamle romere, og i mødet med dem lærer du samtidig en masse grammatik og sproghistorie, som du vil få brug for i dansk, engelsk og de andre sprogfag.
Vi lever i dag en globaliseret verden, hvor vi alle ved hjælp af internettet er forbundet med hinanden. Mange kommer efter endt studentereksamen til at studere og måske også i nogle år arbejde i udlandet. Derfor er gode sprogkundskaber et ”must”.
NGG er en international skole med en stor international grundskoleafdeling, NorthZealand International School (NIS). Her foregår undervisningen på engelsk og efter et internationalt eksamenssystem. Som elev på en sproglige studieretning har du glæde af at gå rundt i vores internationale miljø. De ældste klasser på NIS har klasselokale på gymnasieafdelingen lige ved siden af dit klasselokale.
I 3g er sprogholdene i tysk, fransk og spansk på A-niveau med mindre end 10 elever. Det er en kæmpe fordel, når der skal trænes sprogfærdighed og samtales på fremmedsprog. Men det er også en fordel, når læreren skal vejlede eleverne i de skriftlige opgaver, der ofte skrives i timerne.
Se hvilke uddannelser denne studieretning giver adgang til – tilføj selv valgfagene.