Mød Bente Kühl - vores kreative kemi-kvinde
Bente har været lærer på NGG i næsten 20 år og underviser i musik og kemi og er desuden koordinator og underviser på Music Academy.
"Jeg er glad for at være på NGG, fordi der er højt til loftet, fokus på trivsel, og fordi der er høj faglighed. Jeg sætter faglighed højt, men ser den som afhængig af trivsel og vægter derfor gode oplevelser, smil og grin. Jeg prøver at skabe rammer for et godt læringsmiljø, hvor der er respekt mellem elever og mellem lærer og elever, og hvor man kan udvikle sig fagligt og personligt. Mit håb er at inspirere elever til kaste sig ud i videre uddannelser og få mod og lyst til at engagere sig i løsning af diverse udfordringer i vores samfund; det være sig energiløsninger, udnyttelse af resurser, forbedret sundhed fysisk og psykisk, muligheder for oplevelser af fællesskab, oplevelser med musik mm.
En god dag på NGG er for mig, når jeg har gode oplevelser med elever og/eller kolleger - og det kan heldigvis bestå i meget forskelligt: at se elever samarbejde om at lave et kemieksperiment og få styr på teknik og teori eller opleve elever synge og spille sammen, hvor alle delelementer går op i en højere enhed, giver stor glæde samt en forvisning om, at ”de unge mennesker nok finder ud af det” Det er skønt, når alle er optagede af det, man nu har gang i, og læring gør en forskel."
Fun fact om Bente: Jeg vidste dengang ikke, hvad jeg ville være ”som stor”, - men vidste dog, at jeg i hvert fald ikke ville være gymnasielærer.