En tryg skolestart
Spirende talenter
Når børn starter i skole, er lysten og motivationen til at lære noget meget stor. Når børn oplever, at de
lærer noget, begynder skolelivet at give mening for dem. Vi har derfor allerede fra 0.klasse skemalagt
undervisning og tilbyder også fag som svømning og engelsk fra 0. klasse.
NGG prioriterer fagligt uddannede lærere i indskolingen og med bevidst små klassekvotienter,
tilbyder vi en nær kontakt, støtte og fokus på det enkelte barn og dets familie. Vores elever trivsel er grundlaget for al læring her på NGG.
Et godt værested er et godt lærested siger vi her på stedet. Derfor har NGG også stor fokus på elevernes personlige udvikling helt fra de mindste klasser. Både enkeltvis, men også som en del af et fællesskab.
Sammen med forældrene ønsker vi at tage ansvaret for at bringe de små hoveder trygt og godt gennem 0. klasse, så de er motiverede og klar til mange års skolegang. For det er NGGs mål at løfte alle elever til toppen af deres potentiale. Sådan er traditionen, og den holder vi fast i.
Første skoledag i 0.klasse
Vi husker den måske selv? Vores første skoledag i 0.klasse. Måske vi havde fået en ny skoletaske og nyt tøj og var flankeret af både mor, far og bedsteforældre, der alle skulle vidne denne helt specielle dag?
Her på NGG har vi været vidner til mange første skoledage og de er alle specielle, hver og en. Der skal være plads til både smil og en tåre, for det er stort for både eleven og forældre, at "give lidt slip" og starte et nyt og langt kapitel i det som endnu er lidt fremmed.
Vores fantastiske lærere i 0.klasse gør en dyd ud af, at gøre første skoledag så mindeværdig, som vi overhovedet kan. Der skal både være navneskilt, flag, juice, æbler og en bamse og selvfølgelig også et "Goddag og velkommen" fra rektor Thomas. Nogle elever skal have et ekstra kram fra far og mor, inden forældre pænt må vente udenfor klasseværelset, mens klasselæreren hygger sig lidt med den nye klasse. Imens kan forældre også lære hinanden at kende over en kop kaffe. For alle bliver det starten på et langt venskab for både voksne og børn. Forhåbentligt et for livet.