Kemi

Kemi

EMNER VI ARBEJDER MED

På A-niveau går vi i dybden med mange kemiske emner af stor samfundsmæssig betydning, f.eks. lægemidler, fødevarers kemi, miljøforskning, bio- og nanoteknologi og udvikling af nye materialer.

Vi arbejder med mange typer af kemiske reaktioner og lærer at kunne forudsige, om kemiske reaktioner kan forløbe, samt hvordan hastigheden af kemiske reaktioner kan bestemmes og måske kontrolleres.

Vi arbejder med nye analysemetoder, og du lærer at regne på mange forskellige kemiske problemstillinger. Med anvendelse af spektroskopi og et bredt udvalg af kvalitative og kvantitative analysemetoder, bliver du i stand til på bedste detektivvis at bestemme kemiske stoffer og indholdet af dem.

På B-niveau arbejder vi med kemisk ligevægt, syre-basereaktioner, redoxreaktioner, organisk kemi og reaktioners hastighed. Disse kemiske stofområder kobles f.eks. til fødevarer, medicin, miljø eller brygning af øl eller vin.

På C-niveau tager vi fat på det grundlæggende omkring kemiens byggestene og det kemiske fagsprog. Vi arbejder med molekyler og ionforbindelser, beregninger på kemiske reaktioner, en smule organisk kemi, forskellige typer af kemiske reaktioner i teori og i laboratoriet. Fokus kan være på kemien i din hverdag.

SÅDAN ARBEJDER VI

Vi skifter mellem teori, modeller og eksperimenter og bruger dertil forskellige arbejdsformer, som veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, laboratoriearbejde i grupper, demonstrationsforsøg, opgaveløsning i par eller grupper samt spil af forskellig art.

Vi arbejder med digitale værktøjer.

Eksperimenterne kan dække over både fremstilling af stoffer samt kvalitative og kvantitative analyser af stof.

DET LÆRER DU

Du opnår større forståelse for, hvad der omgiver dig i din hverdag, men også for den aktuelle debat, hvor kemisk indhold indgår.

Du lærer at arbejde i laboratoriet og får kendskab til en lang række af forskellige laboratorie-teknikker.

Du lærer at løse kemiske problemstillinger, at bruge den kemiske tankegang og fagsproget samt at genkende kemiske problemstillinger i andre sammenhænge end skolen.

Du lærer at udtrykke dig mundtligt og skriftligt om kemiske emner med inddragelse af fagsprog og -begreber.

Du lærer naturvidenskabelige arbejdsmetoder, så du bliver i stand til at analysere, vurdere og perspektivere og kan være med til at finde løsning på forskellige problemstillinger.

DET KAN DU BRUGE FAGET TIL

Kemi udgør et vigtigt element inden for mange uddannelser inden for naturvidenskab, sundhedsvidenskabelige og tekniske områder.

Du kan bruge kemi, hvis du fx gerne vil arbejde med/som:

  • lægevidenskab
  • sygeplejerske
  • dyrlæge
  • tandlæge
  • lægemiddelforskning
  • kemisk forskning
  • forskellige ingeniørtyper
  • fødevarekontrol
  • materialeteknologi
  • forskning i vedvarende energi
  • vindmøllebranchen
  • undervisning
  • bioanalytiker

Men faget kemi kan du også bruge til blot at blive klogere på dig selv og dine omgivelser, idet du bliver klogere på kemien i din krop, i fødevarer og diverse produkter, samtidig med at du også bedre bliver i stand til at forholde dig til problemstillinger med kemisk indhold.

Alle fag i de gymnasiale uddannelser er beskrevet i læreplaner. Find oversigter over læreplaner, vejledninger samt de tilknyttede fagkonsulenter her

Kemi B og C: Dette fag indgår som et specifikt adgangskrav på bestemte videregående uddannelser.