Musik
EMNER VI ARBEJDER MED
På NGG tilbyder vi både musik C og musik B.
Vi arbejder med forskellige perioders og genrers musik, både i forbindelse med analyse og musikudøvelse.
Vi har fokus på de musikalske parametre, deres anvendelse og virkning og forholdet mellem musik og kontekst. Vi vælger en række tematiske forløb og kombinerer dem med musikteori og hørelære og sætter musikken i historisk, samfundsmæssig, kulturel og global sammenhæng.
På Musik C vælger man ét særligt studeret område; på Musik B to særligt studerede områder, hvoraf det ene kan være et musikalsk produktionsprojekt.
SÅDAN ARBEJDER VI
Vi skifter mellem teori, analyse og musikudøvelse, idet alle tre dele står centralt i faget.
Vi bruger mange forskellige arbejdsformer, som veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, opgaveløsning i par eller grupper, sang og spil i grupper eller hele holdet samlet.
Vi arbejder med digitale værktøjer.
DET LÆRER DU
Du udvikler dine vokale og instrumentale færdigheder.
Du får lejlighed til at arbejde kreativt, innovativt og selvstændigt i samarbejde med andre.
Du lærer at analysere musik og sætte det i en historisk, samfundsmæssig, kulturel, global og stil- og genremæssig sammenhæng.
DET KAN DU BRUGE FAGET TIL
Musikfaget kan selvfølgelig bruges, hvis du ønsker videre uddannelse inden for musik eller ønsker at dyrke musik på hobbyplan, idet du udvikler færdigheder i både sang, spil, teori og analyse.
Men faget musik kan også hjælpe dig på vej til mange andre fagområder. Det kan bruges til styrke kreativiteten og evnen til at udtrykke sig.
Musikfaget kan give dig en større oplevelse af den musik, du lytter til, samt større forståelse for musikkens byggestene og virkemidler samt relation til forskellige kulturer.
Musikudøvelse giver mulighed for sjove oplevelser med dine medstuderende i samarbejdet om at få et nummer til at fungere og lyde godt.
Musikfaget bidrager til almendannelse, identitetsudvikling og studiekompetence.
EKSAMEN
Musik B: Her består eksamen af en mundtlig prøve i musikkundskab og musikudøvelse (32 minutter med 48 minutters forberedelse)
Musik C: Her består eksamen af en mundtlig prøve i musikkundskab og musikudøvelse (25 minutter med 40 minutters forberedelse)
SAMARBEJDSPARTER
Vi tager kontakt til det omkringliggende musikliv og besøger koncerter, musikmuseer, uddannelsesinstitutioner eller andet.
På skolen samarbejder vi med andre om afholdelse af forårskoncert eller andre former for optræden.
Alle fag i de gymnasiale uddannelser er beskrevet i læreplaner. Find oversigter over læreplaner, vejledninger samt de tilknyttede fagkonsulenter her