Retorik

Retorik

Retorik C er et etårigt mundtligt valgfag på andet eller tredje år, som du vælger året før. Det er et dannelsesfag samt et fag med tydeligere begreber og metoder, end du er vænnet til i grundskolen.

 

 EMNER VI ARBEJDER MED

Vi arbejder grundlæggende med ’ytringer’, der betyder ”mundtlige eller skriftlige tilkendegivelser hvor der gives udtryk for en mening”. Vi ser særligt på kommunikationssituation, funktion, genre, hensigtsmæssighed, argumentation, appelformer: etos, patos og logos, arbejdsfaser: emne, struktur, sprog, hukommelse, fremførelse og konstruktiv kritik. Målet er, at du opnår fornemmelse og timing!

SÅDAN ARBEJDER VI

Retorikfagets grundlæggende metode er ’hermeneutik’, der betyder ”læren om fortolkning af tekster ud fra forståelse af den helhed teksten indgår i” (se uddybende beskrivelse under faget ’Dansk A’). Sammen med de andre humanvidenskabelige fag, f.eks. filosofi, historie og sprogfag, prøver retorik vha. fortolkning at forstå eller se verden med mennesket. Derfor er analysen og fortolkningen af oplevelser, følelser, meninger, tanker, fornuft, erfaring og viden i centrum.

Ellers har retorik sine helt egne metoder, der veksler mellem teori og praksis: dvs. at vi undersøger andres kommunikation og laver retoriske øvelser, så du får teoretisk viden og praktisk erfaring.

Vi har også fokus på din produktion af argumenterende og formidlende mundtlige og skriftlige ytringer, som dine medstuderende (og din lærer) løbende vurderer og giver dig konstruktiv kritik på.

Du vurderer og giver også konstruktiv kritik på deres ytringer, som du lærer mindst ligeså meget af.

Gennem året laver du en ’portfolio’, der betyder ”samling af en elevs arbejder”. I den har du tre tekstprodukter, der ”kun” skal ses som udkast og manuskripter til mundtlige og skriftlige ytringer.

Da ’Retorik C’, som andre C-niveau-fag, er et mundtligt fag, er det ift. portfolio-produkterne vigtigt at pointere, at bordet ikke fanger mht. din årskarakter og din eksamenskarakter. For at minimumsbestå faget skal du selvfølgelig lave dem, men du bliver ikke skriftligt bedømt på dem. Hvis faget bliver udtrukket til eksamen, vil dine produkter dog indgå i den praktiske del af eksamensspørgsmålene (der også har en teoretisk del). Her har din lærer placeret dem i en ny kommunikationssituation, hvori du skal videreoverveje og ”kun mundtligt” formulere begyndelsen.

 

DET LÆRER DU

Retorik er et dannelsesfag (se uddybende beskrivelse af ’Dannelse’ under faget ’Dansk A’). Du lærer kort sagt: hvad kommunikation er, hvordan sproget fungerer samt hvordan du indgår i en debat – og hvorfor du skal det. I Danmark er retorisk medborgerskab en nødvendighed, fordi et demokrati ikke er baseret på tilfældighed. Her handler det om, at vi i den offentlige debat via saglig og respektfuld meningsudveksling har mulighed for at argumentere for vores meninger. I det mindste ”blive hørt”, og måske er vi heldige at f.eks. politikere tager det op, så der ”sker noget”. Eller, hvis du er rigtig dygtig, kan du endda ændre virkeligheden med din retoriske argumentation, der overbeviser nok andre mennesker i samfundet til at mene det samme, så de tænker, gør og lever det. Det er faktisk betydningen af ordet ’retorik’: ”talekunst eller overtalekunst” og meningen med at lære faget. Vi mennesker har altid noget, vi gerne vil og det kan vi virkeliggøre gennem ytringer.

 

DET KAN DU BRUGE FAGET TIL

Du kan bruge retorik til alt, da sproget er menneskets vigtigste redskab. Det gør dig bedre til alle dine andre fag – både mundtligt og skriftligt – så du vil få bedre standpunktskarakterer og eksamenskarakterer – og det letter dit liv, relationsliv, videre studieliv, arbejdsliv og samfundsliv.

Alle fag i de gymnasiale uddannelser er beskrevet i læreplaner. Find oversigter over læreplaner, vejledninger samt de tilknyttede fagkonsulenter her